S: Send Hjemmeværnet til Afghanistan
»Ingen ved hvad morgendagen bringer. Men vi ved, vi er klar.« Sådan lyder Hjemmeværnets velkomst på nettet, og nu er Socialdemokraternes forsvarsordfører parat til at tage dem på ordet.
JP extra
Efter et hemmeligt besøg i Afghanistan mener forsvarsordfører Per Kaalund, at Danmark bør sende en større mængde hjemmeværnsfolk til Afghanistan for at hjælpe med få gang i genopbygningen af det fattige og krigshærgede land. Fem år efter invasionen af Afghanistan har store dele af befolkningen meget svært ved at få øje på de fremskridt, som det internationale samfund har lovet dem.
Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jan S. Norgaard, synes, ideen er strålende og peger på, at Hjemmeværnet omfatter tusindvis af danskere med en unik kombination af militære og faglige færdigheder. »I modsætning til forsvaret professionelle soldater har vores folk også en civil uddannelse, der giver dem mulighed for at løse genopbygningsopgaver, som almindelige soldater ikke kan løse, uanset hvor mange de er,« siger Norgaard, der kender situationen i Afghanistan fra sit forrige job som stabschef ved den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Kabul, til Dagbladet Information.
Venstres Ulrik Kragh, der er kommitteret for Hjemmeværnet, støtter også Kaalunds forslag. Per Kaalund, der har været i Kabul, Helmand og Kandahar sammen med forsvarsminister Søren Gade og en række andre folketingspolitikere understreger, at vi må indstille os på, at danske soldater skal blive i Afghanistan mange år frem i tiden: »Vi snakker, fem, ti, måske femten år endnu,« siger han til Dagbladet information og understreger, at der er brug for langt flere ressourcer til genopbygning af landet, hvis den afghanske befolkning skal overbevises om, at der er et alternativ til Taliban.
JP