FORSIDE
Vi er samlet her i dag med vort nationale symbol, det ældste stadig aktive nationalflag i Verden, vort smukke og stilrene Dannebrog, som i århundreder har markeret, at her tales dansk og her er et kulturmønster med rod i de kristne værdier. Et nationalsymbol, der er forbillede for de øvrige nordiske flag og viser vore fælles rødder.
Ikke mindst i krisetider har Dannebrog været det samlende symbol for os danske, og mange af vore nordiske brødre har også kæmpet ved vor sydgrænse under dette vort symbol. Det er derfor med væmmelse, at vi har set og nu og da stadig ser pøblen i visse lande af tvivlsom observans afbrænde og betræde vort flag.
Der er og har længe i vort eget samfund været kræfter, som forsøger at nedgøre det at være dansk og bekende sig til det danske sprog og den danske kulturarv. Det er i nogen grad lykkedes. Både visse trykte medier og ikke mindst Danmarks Radio har ikke holdt sig tilbage i den henseende.
Hvor ord og smædekampagner ikke har virket tilstrækkeligt, har voldelig adfærd været taget i brug.
En anden og vigtig samlende national faktor er sproget. Modersmålet. Sjælens spejl er netop sproget, og dansk har et væld af nuancer, som anvendt med omhu er særdeles udtryksfulde.
Men der er og har længe været kræfter i vort samfund, som har forfladiget vort sprog og berøvet det sine nuancer. I stedet for, som man gør det på Island, at holde de sproglige værdier i hævd, har disse kræfter via medierne fremmet forfladigelsen af det talte dansk, som så har medført det samme for skriftsproget. Enhver kan selv overbevise sig om det ved at nærlæse teksterne i forskellige aviser og annoncer.
Ganske vist mente den arabiske købmand og historiker Al-Tartushi fra Tortosa i Spanien for 1000 år siden, at vore forfædres sang lød som hundes gøen. Det er ikke umuligt, at vore forfædre på deres side har haft en lige så unuanceret opfattelse af arabisk musik.
Sådanne kulturelle forskelle trænger sig fortsat på, og det er uklogt ikke at tage nødvendig pejling af dem.
Til den danske kultur hører også, at vi er et gammelt folkestyre - baseret på vor frie grundlov fra 1849. Danmark har således været et demokrati i over 150 år, og denne styreform har vist sig livskraftig og har ført os frem til en velfærdsstat i toppen af verdenseliten, hvor der er ligeret mellem kønnene og udstrakt ret og mulighed for at følge en selvvalgt vej gennem livet.
Og når den selvvalgte vej måske viser sig for vanskeligt farbar, så er der assistance at hente.
Den 9. april 1940 blev Danmark i lighed med andre af Tysklands naboer uvarslet overfaldet og undertrykt af en knusende militær overmagt. Et totalitært styre havde haft mulighed for at udvikle sig i Europas hjerte. Det havde ikke skortet på advarsler og tydelige tegn - jødeforfølgelse og rigskanslerens enevældige optræden samt opbygningen af et kraftigt militær - men de øvrige lande ønskede at undgå en væbnet konflikt og troede på dialogens vej.
"Peace in our time", som Neville Chamberlain sagde efter sit sidste møde med Hr. Hitler.
Men dialog fungerer kun, når begge parter tolker den ens og begge har viljen til at være troværdig. Danmark havde en ikke-angrebspagt med Tyskland. Det samme havde Rusland. I begge tilfælde var denne aftale ikke det papir værd, den var skrevet på.
Da Danmark blev overfaldet var verdenskrigen en realitet - den havde i praksis været det siden september 1939. Alle tegn tydede på, at Tyskland ville knuse modstanden. Kun England kæmpede stadig og skulle, som vi så det, vise sig igen at være umulig at knægte.
Den danske regering indordnede sig under de faktiske forhold og undlod at gøre modstand. Set i historiens lys, må man kalde det en realpolitisk beslutning, for resultatet af modstand ville bl.a. have være Københavns ødelæggelse, og udfaldet af en kamp var givet på forhånd.
Men den tyske undertrykkelse blev ikke accepteret af alle i befolkningen, og allerede på overfaldsdagen greb nogle folk til modstand. Her i Silkeborg stjal en senere meget kendt modstandsmand en tysk projektør fra flyvepladsen, og begravede den. Et nålestik, ja, men en aktiv modstandshandling.
Det er en kendt sag - i hvert for dem, som kender noget til vor nyere historie - at forholdet mellem den danske samlingsregering og den tyske besættelsesmagt blev stedse mere anstrengt efter som tyskernes krav blev mere og mere umulige at leve med. Man undlod dog ikke fra politisk hold at opfordre folk til at afholde sig fra sabotage. En sabotør var med andre ord en person, som i henhold til politisk opfattelse, gik imod Danmarks interesser.
Vi er samlet her i dag for at mindes og hædre de landsmænd, som ikke lod sig vildføre, men som selvstændigt tog stilling og som kom til at betale den højeste pris for det.
Den danske modstandsbevægelse udviklede sig med tiden til en meget velorganiseret samling grupper, som fik oprettet kontakter til og i England, og som fik betydelig støtte i form af våbennedkastninger, radioudstyr og veluddannede agenter fra netop England.
Modstandskampen blev gennemført med hensyn til størst mulige begrænsning i tab af menneskeliv. Aktionerne blev rettet mod virksomheder og transporter, som hjalp besættelsesmagten, men kun i yderst sjældne tilfælde direkte mod enkeltpersoner og da kun, når disse udgjorde en risiko for andres liv gennem deres stikkeri.
I henhold til Genevekonventionen er væbnet modstand udført af folk uden uniform eller anden fælles mærkning det, man kalder ulovlige kombatanter, som ikke er omfattet af bestemmelserne om krigsfanger. Det er således et yderst risikabelt arbejde at deltage i.
Men heldigvis for Danmark, så var der temmelig mange, som fulgte deres samvittighed og løb risikoen. Desværre for nogle med de værst tænkelige personlige ofre både for dem selv og for deres familier.
I dagens Danmark har det i nogle medier fra tid til anden været fremført, at de psykopatiske massemorderes aktioner i Iraq, Afghanistan og andre steder i verden kan sammenlignes med den danske modstandskamp. Det er et både fuldstændig forkert og direkte fornærmende udsagn. Intet kunne være mere forkert.
Den danske modstandskamp førtes for at fjerne et terrorregime, som undertvang vor ret til selvbestemmelse. Kampen førtes med størst mulige hensyn til mennesker, og der forekom aldrig terrorbombning mod tilfældige mål eller grupper af mennesker.
Massemordernes aktioner har det direkte modsatte formål, nemlig at forhindre et folkestyre i at udvikle sig, og midlerne er uhørt grusomme, sådan som vi alle er bekendt med det.
Lad os slå det fast med store søm: vore modstandsfolk var IKKE terrorister, men anstændige mennesker, der kæmpede mod en overmagt, og som markerede sig så godt, at Danmark trods sin politiske passivitet alligevel blev betragtet som en allieret i kampen mod det tyske terrorregime.
Lad os også i dag huske på vore venner, englænderne og amerikanerne, uden hvis uhyre ofre og støtte til vor kamp, Europa ville have set betydeligt anderledes ud i dag, og vore liv have fået en drejning som den, folkene i det besatte Østeuropa måtte leve med i yderligere 50 år efter Tyskland sammenbrud.
Den 4. og den 5. maj er de måske vigtigste dage i Danmarks historie, for de markerer sejren over terror. I hvert fald for de vesteuropæiske lande. Ofrene var næsten uoverskuelige, men glæden den 4. maj om aftenen i 1945 af et omfang, som kun den, der oplevede det, kan forstå.
Det var lysenes fest. Rullegardiner blev revet ned og brændt i hobetal på gaderne. Stearinlysene kom frem i vinduerne. Folk strømmede ud på gader og stræder.
Folk i min aldersklasse oplevede det.
Og vi tænder fortsat lys i vore vinduer den 4. maj om aftenen.
Hjemmeværnet skylder modstandsbevægelsen sin eksistens, og i mange år var netop hjemmeværnet vor garanti for, at ingen skulle overliste os mere. Med sovjetimperiets fald mener politikerne tilsyneladende, at vi ikke længere har fjender, som gør et aktivt militært hjemmeværn påkrævet.
Man må da spørge sig, hvorfor vi har soldater i Iraq, Afghanistan og Kosovo, og at disse vore soldater er udsat for beskydning og drab. Det forekommer mig at være ret så fjendtlige handlinger. På den hjemlige front oplever vi et stadigt større pres fra yderligtgående grupper og religiøse fanatikere, som ikke respekterer vore værdier. Den oppiskede krise med Muhammedtegningerne viste med al tydelighed, at danskfjendtlige kræfter er meget tæt på.
Lad os ære vore faldne ved at holde fast i de værdier, som de kæmpede for og gav videre til os. Lad os ikke give køb på det at være dansk og lad os værne vort folkestyre med de midler, som er fornødne. Et ægte og aktivt militært hjemme -værn er et af disse egnede midler.
For ord alene gør det ikke.
Æret være de faldnes minde.