Referat af generalforsamlingen i "Hjemmeværnsforeningen af 2006 for Silkeborg og Omegn" den 30. marts 2009 i hjemmeværnets lokaler på Frichsvej, Silkeborg.

Formanden Hans Rytter bød velkommen og man gik over til valg af referent, dirigent og stemmetællere. Som dirigent valgtes Carl Johan Christiansen, som referent Erik Rytter og som stemmetællere Leo Staal og ??

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og gav derefter ordet til formanden for afgivelse af årsberetningen.

Formandsberetningen.

Formanden afgav sin beretning mundtligt. Han sagde, at det havde været et fornuftigt år for foreningen med medlemstilgang, og hvor man havde indgået et godt samarbejde med Funder Skyttekreds, så man delte baner, skydetider og udgifter, hvilket havde halveret udgifterne til baneleje for begge foreninger. Samarbejdet giver også flere våben til rådighed.

Der var dog stadig mangel på skydeansvarlige, så de 4 månedlige skydninger - to indendørs og to udendørs - måtte passes af ganske få personer. Det forhold skulle forbedres.

Der har været en god tilgang af pistoler dels til foreningen, dels i privat regi, så foreningen råder nu over et større antal. Foreningen har desuden flere rigtigt gode skytter.

Formanden sagde også, at han havde været temmelig enerådende i perioden, men at det skulle der nok blive rådet bod på fremover. Det har givet sig udslag i en noget rodet økonomi, som revisorerne har bedt om at få bragt på ret formel. Formanden sagde, at man fremover vil opkræve 10 kr. pr. skytte i 'baneleje' , men ellers tilstræbe billig skydning.

Efter beretningen blev der spurgt om ladekurser, og formanden oplyste, at der indtil nu kun var to medlemmer, som havde gennemgået det pligtige DDS kursus i genladning, som koster 500 kr. Der blev foreslået, at foreningen forsøger at inddrage flere af medlemmerne i processen.

Dirigenten bad om afstemning, og beretningen belv enstemmigt vedtaget ved håndsoprækning.

Regnskab.

Kassereren fremlagde det reviderede regnskab, der udviser en balance på 10.630,00 kr. mod 15.378,27 kr. i 2007. Året gav et underskud på driften med 330,50 kr.

Kontingentindtægten har været 2.200,- kr. mod 1.300,- i 2007 og salg af ammunition har indbragt 5.839,00 kr. mod 1.440,- kr. i 2007. Disse stigninger til trods opnåede man dog ikke et overskud på driften.

Revisorerne har påpeget, at regnskabet skal føres efter sædvanlige regnskabsprincipper, hvilket blev taget til efterretning. Formanden påtog sig skylden for, at det først var blevet gjort i sidste øjeblik. Mange andre arbejdsopgaver har medført denne forsinkelse.

Der var enkelte spørgsmål, som blev besvaret tilfredsstillende for spørgerne.

Dirigenten efterlyste flere spørgsmål, og da der ikke var flere, godkendtes regnskabet enstemmigt ved håndsoprækning.

Kontingent.

Formanden argumenterede for, at man bibeholder det nuværende kontingent på 100,- kr. årligt, fordi et af foreningens formål er at give adgang til billig skydning og ikke udvikle sig til en pengemaskine. Med en baneafgift på 10,- kr. pr. skydning mente han, at man kunne holde den økonomiske balance.

Der blev fra forsamlingen foreslået en forhøjelse af kontingentet til 125,- kr. for at give lidt mere råderum, og denne forhøjelse blev efterfølgende vedtaget enstemmigt.

Bestyrelsesvalg.

På valg var kasserer Søren Larsen og formand Hans Rytter. Begge ville acceptere genvalg, og da der ikke var modkandidater, blev begge genvalgt enstemmigt.

Revisorerne Flemming Mortensen og Erik Rytter blev også genvalgt.

Eventuelt.

Det blev fremført, at medlemskortene skal være i orden og angive hvilken periode, medlemskabet gælder for. Dette har betydning for indehaverne af våbenlegitimation, for denne er kun gyldig ved samtidig fremvisning af gyldigt medlemskort og billedlegitimation.

Der blev diskuteret forskellige muligheder, hvoraf det ene vedrører anskaffelse af laminerede medlemskort til en pris af 6,50 kr. pr. styk. Disse kan så forsynes med en årsmærkat.

Det blev desuden diskuteret, at foreningen skal have et logo, og det blev påpeget, at denne sag allerede var oppe ved sidste generalforsamling. Formanden lovede, at der nu vil ske noget på feltet.

Der blev også fremsat et ønske om kulturelle arrangementer - f.eks. i hvert kvartal - som kunne tilgodese også de medlemmer, som ikke skyder. Formanden sagde, at bestyrelsen havde haft så meget arbejde med skydningerne, at der ikke havde været overskud til andre opgaver, og at der desuden ikke var penge til foredragsholdere. Hvis nogle af medlemmerne ville påtage sig opgaven, så vil bestyrelsen imidlertid gerne tage mod hjælpen.

Carl Johan Christiansen og Erik Rytter tilbød sig og fik opgaven som kulturelt udvalg..

Da der ikke var flere indlæg takkede dirigenten for god ro og orden og afsluttede generalforsamlingen.

Efterfølgende beklagede formanden, at han ikke havde nået at få bagt den sædvanlige kage, så vi måtte nøjes med bagerens produkter.

Silkeborg den 30. marts 2009

Dirigent                                         Referent

Carl Johan Christiansenn       Erik Rytter