Hans opgave var at styre nærflystøtten (flyangreb på fjendtlige enheder inden for synsvidde) fra forreste frontlinie, først i samarbejde med englænderne, senere alene. Rasmus understregede, at foredraget beskrev hans personlige oplevelser og ikke var udtryk for nogen officiel holdning. Rasmus tog afsæt i slaget om Musa Qala, hvor han i 2006 sammen med den bornholmske spejdereskadron, i 56 dage, havde til opgave at forsvare byens politistation som talibans daglige angreb med morter, RPG og kinesiske 105 mm raketter foruden håndvåben
Rasmus er en fremragende fortæller, der i tre timer holdt vor opmærksomhed helt fangen og understøttede sin fortælling med mange billeder, kort og videoklip. Han beskrev de meget primitive levevilkår i den afghanske ørken og de daglige rutiner, som er nødvendige for at få livet til at fungere under så ekstreme forhold.
Vi fik også et rigtig godt indblik i konflikten med talibanerne og kampenes vilkår og metoder med udgangspunkt i helt konkrete episoder, hvor der både blev brugt radioopklaring til lokalisering af fjenden og indkaldt flystøtte til meget præcise bombninger. I sådanne situationer har FAC direkte radiokontakt til 'sit' fly, som han kan dirigere helt præcist mod målet ved anvendelse af avanceret elektronisk udstyr.
Rasmus fortalte om det udstyr, som var til rådighed og generelt om, hvilke problemer man oplevede med de forskellige ting. Han fortalte også om et fint samarbejde med de engelske enheder, og han gjorde det klart, at de danske soldater er i den absolutte elite og er meget anerkendte af egne allierede samt gevaldigt frygtede af talibanerne.
I en krig, hvor "skiverne skyder igen", kan egne tab ikke undgås, men i sin periode i felten slap den danske enhed dengang med nogle sårede, hvilket naturligvis for de pågældende er slemt nok. Den engelsk/irske enhed, som arbejdede sammen med danskerne, havde ikke "danskerheldet" og led desværre flere tab.
Rasmus uddanner nu flere FAC, som der ikke er ret mange af. Man er åben for ansøgninger, men man er også kritisk i sin udvælgelse af folkene, for det stiller store krav til både psyke, handlekraft og grundig viden om sit felt.
Skal Rasmus mon tilbage til Afghanistan ?? Helst ikke. Og hans børn skal i hvert fald ikke derud.
Dertil er jobbet alt for farligt.